OPUC tilbyder individuel psykoterapi både til mennesker, der oplever et behov for hjælp i deres aktuelle livssituation, og til mennesker, der søger større selvforståelse, dybde og livfuldhed i deres tilværelse.
Desuden tilbyder jeg supervision, efteruddannelsesforløb og forskellige gruppeforløb, samt en 4-årig uddannelse til Organisk Psykoterapeut.
Hvorfor psykoterapi?
Dit ønske om at søge psykoterapi kan udspringe af en lang række forskellige forhold, hvad enten det er et gammelt problem, du har kæmpet med længe, eller et pludseligt opstået problem, der kræver hurtig hjælp. Du føler dig måske overvældet af stærke følelser eller kropslige symptomer, der ikke lader til at have nogen fysisk årsag; eller omvendt kan livet føles tomt og farveløst. Måske har du en meget klar forestilling om, hvad du gerne vil have ud af terapien, eller måske har du bare brug for en udenforståendes hjælp og støtte til dit problem.
I organisk psykoterapi ser vi mennesket som en helhed og arbejder med alle niveauer af den menneskelige eksistens: både krop, følelser og intellekt. Det kropslige og relationelle er vigtigt: Mange psykologiske problemer har direkte forbindelse med kroppen, fx angst og depression, seksuelle problemer, spiseforstyrrelser, afhængighedsproblemer eller overvældende følelser. Det er værd at bemærke, at en meget meget stor del af menneskers indbyrdes kommunikation ikke er sproglig – den er non-verbal; det gælder både for vores relation til andre og for vores forhold til os selv. Der er derfor mange problemkomplekser, der kun kan forandre sig, hvis vi arbejder med kroppen, ikke mindst dem, der stammer fra en periode, hvor vi ikke havde sprog.
Noget tilsvarende gælder relationer. Vi er som mennesker dybt afhængige af velfungerende mellemmenneskelige forhold, selvfølgelig især som børn, men faktisk gælder det hele livet igennem. Vi er blevet såret i en relation, og der skal en relation til at hele såret igen.
Organisk Psykoterapi forstår alle følelsesmæssige og psykiske problemer i sammenhæng – krop og psyke kan ikke skilles ad. Det er som regel ikke tilstrækkeligt at forstå sine problemer – mange kan undrende fortælle, at de jo godt ved, hvor problemerne kommer fra, eller har en klar opfattelse af, hvad deres problem skyldes.
Hvorfor forsvinder ubehaget så ikke?
En væsentlig forklaring er, at det ikke er nok, at hovedet er med – der skal ske noget på alle niveauer af vores væren. Det er nødvendigt at skabe kontakt til opgivne områder i organismen, og der skal etableres forbindelse mellem følelser og tanker, mellem kropslige sansninger og forestillinger, mellem spontane impulser og de måder, vi relaterer på. For at kunne blive dig selv, den du egentlig er indefra, skal alle aspekter af din krop og psyke inddrages i den terapeutiske proces. At begynde at lytte til kroppen kan åbne op for en helt ny verden af oversete og bortgemte livsmuligheder.
En terapisession kan derfor indeholde mange forskellige ting: samtale, bevægelse, terapeutisk berøring, kropsbevidsthed og forskellige former for øvelser, som regel i kombination.