skip to Main Content

“Livet er ikke et problem, der skal løses, men en virkelighed,
der skal leves.” (Søren Kierkegaard)

Lever du med blikket i bakspejlet?

– optaget af fortiden og alt det, der gik galt?

Psykoterapi hjælper dig med at bearbejde gamle oplevelser og mønstre, der påvirker dig i dag.

Kan du nikke genkendende til nogle af disse situationer?

Er du kørt fast i dit liv?

Oplever du problemer med at sige fra og mærke dine egne ønsker og behov?

Føler du dig ofte usikker og ængstelig sammen med andre, også i situationer hvor der egentlig ikke er grund til det?

Oplever du, det kan være svært at komme rigtig tæt på et andet menneske? Eller har du svært ved at adskille dig fra mennesker, du er følelsesmæssigt knyttet til?

Genkender du det at mangle energi, at være træt og uoplagt, føle dig utilstrækkelig, at have svært ved at tage beslutninger, ikke god nok og lavt selvværd?

Føler mig set, som den jeg er!

“Lige fra den første gang jeg var i terapi hos Lisbeth, har jeg følt at jeg blev forstået – at jeg blev set lige som den jeg er. Jeg synes at Lisbeth er en klog terapeut og man mærker tydeligt, at hun har masser af uddannelse og erfaring med sig. Samtidig har hun et særligt nærvær og indlevelse og arbejder med en nænsomhed, der gør at jeg føler mig helt tryg i terapien hos Lisbeth. Der er en god balance mellem at blive mødt med anerkendelse og samtidig blive udfordret i et omfang, der giver en god grobund for at ændre gamle strategier og mønstre.”

Aline Bjerring, Uddannet psykoterapeut fra OPUC i 2011.

Bliv (mere) dig selv

Få støtte til at mærke og udtrykke dine egne behov.

1:1 psykoterapi

Vil du gerne kunne påvirke dit liv, så du får mere af det, du gerne vil have i tilværelsen?

Vil du gerne kunne sætte grænser på en naturlig måde?

Vil du gerne kunne skelne mellem andres behov og dine egne behov? Så du kan sige ja og nej på de rigtige tidspunkter?

Ønsker du at kunne være mere tilstede i nuet og slippe bekymrede tanker om fremtiden?

Det kan lade sig gøre at få det bedre og få mere glæde i dit liv

Der kan være mange grunde til at komme i terapi. I bund og grund handler det for de fleste om at få det bedre med sig selv og med andre mennesker og om at skabe mening i tilværelsen.

Uanset hvilke problemer, du slås med, om det er angst, depression, tab af nærtstående eller livskrise, kan samtaleterapi med en erfaren psykoterapeut give dig et nyt perspektiv på dig selv og dit liv og et nyt grundlag, du kan træffe beslutninger ud fra.

Når du oplever indre uro og tristhed, kan det være svært både at være sammen med andre og at gøre de ting, du gerne vil. Det bliver let en ond spiral: Jo mindre du gør, jo mere trist føler du dig, og jo mindre overskud og lyst har du til at opsøge andre. Selvværdet er på nulpunktet, og det eneste, der fylder, er håbløshed og frustration. Disse tilstande kan føre til angst og depression, hvis ikke du gør noget ved det.

Ligesom lyden af te der bliver hældt op …

“Når kroppen er hårdt pansret og ikke umiddelbart kan sanse og fornemme de følelser og fornemmelser, der kommer inde fra, kan man ikke at mærke sine egne behov. Lisbeth har hjulpet mig til at mærke kroppen indefra – og ikke gennem hårdt fysisk arbejde, som jeg jo er vant til. Jeg har fået kontakt til den bløde, poetiske del af mig selv. Jeg kan bedst beskrive det som at huske lyden af te, der bliver hældt op i en kop.”

Jens (38), jord- og betonarbejder – deltager i 1-årigt gruppeforløb og individuel terapi

Sådan foregår psykoterapien

Lisbeths tilgang til psykoterapi er kropsorienteret, relationel og systemcentreret.

At arbejde med KROPPEN i psykoterapi har stor betydning for at kunne skabe den udvikling og forandring, du ønsker. Mange mennesker har blokeret så effektivt for kroppen, dens sansninger og fornemmelser, at selv hvis de gerne vil, kan de ikke sanse og mærke, hvad de har lyst til. Opvæksten har været for hård ved sansningen. Disse problemer ligger ofte i det før-sproglige.

Mønstre, der er grundlagt før den sproglige udvikling, og mønstre, der er bundet i implicit hukommelse (dvs. sansninger og oplevelser uden knytning til en historie) kan ikke nås gennem det verbale sprog. En kropsorienteret tilgang giver mulighed for at række ind i disse lag af bevidstheden og påbegynde heling og integration.

Gennem arbejdet med kroppen muliggøres en forandring af låste handle- og erfaringsmønstre hen imod større åbenhed og fleksibilitet i mødet med omgivelserne.

Vi er vores relationer

Mennesker har brug for andre mennesker hele livet igennem for at kunne trives og vokse. De fleste af de problemer, folk præsenterer i psykoterapi, har da også at gøre med problemer i den tidlige tilknytning. Det, der er gået galt i en relation, skal repareres i en RELATION. Vi kan ikke gøre det alene. Man kan sige, at vi er vores relationer.

Når vi tænker SYSTEMCENTRERET, holder vi op med at se enkeltpersoner som årsag til problemer, men flytter fokus til det, der sker mellem mennesker. Vi kan åbne op for at se, at enhver handling, du foretager dig, alt hvad du siger og gør, er en del af den større helhed, du er en del af. Vi har en dyb indvirkning på hinanden – også og især ubevidst – og når vi ser verden i et systemorienteret perspektiv, kan vi få øje på vores indbyrdes afhængighed på mange niveauer, både i parforholdet, på arbejdspladsen og i verden. Den systemorienterede tilgang understreger desuden det personlige valg og det personlige ansvar.

terapi

Jeg er vokset op i en familie, hvor jeg er blevet skældt rigtig meget ud, uanset hvad jeg gjorde. Det var så dobbelt: De skældte mig ud, når jeg ikke sagde noget, og når jeg så sagde noget, skældte de også ud. Det har gjort mig så angst, og mit selvværd er lig nul. Jeg føler mig stadig tit dum og utilstrækkelig, men jeg er blevet bedre til at holde andres meninger om mig ude og ikke tage mig det så nær. Jeg er blevet mere fri, end jeg har været før. Du har givet mig anerkendelse, også når jeg er blevet gal, og det har hjulpet mig til at være mere mig selv.

Emma, 65 år, pensionist

De mest almindelige spørgsmål – og svar

Hvor tit skal jeg komme?

I starten af et terapeutisk forløb er en rytme på en gang om ugen eller hver 14. dag en god idé. Senere kan der gå længere tid imellem, fx 3 uger til en måned. Varigheden af forløbet varierer fra person til person. Det afhænger bla. af dit mål med terapien. Har du et akut problem, du gerne vil have hjælp til at komme videre med, eller vil du gerne arbejde mere i dybden og have fokus på personlig udvikling?

Hvis du ved på forhånd, at du gerne vil have et forløb, kan jeg tilbyde et klippekort på 5 sessioner á 1½ time, hvor du sparer 500 kr. Se nedenfor under priser.

Hvor hurtigt kan jeg få en tid?

Hvis din kalender er fleksibel, kan du som regel få en tid inden for et par dage.

Klik her for at bestille en tid. Du kan også ringe på 30 56 86 29 og høre, hvordan jeg kan hjælpe dig. I forbindelse med bestilling af tid kan jeg give et kvarters gratis, telefonisk rådgivning.

Hvad koster det?

En terapisession varer 1½ time og koster 1.350 kr. Klik her og book en tid.

Du kan også få en tid til individuel terapi på en time; det koster 900 kr., og du skal bestille sådan en tid telefonisk ved at ringe på 30 56 86 29.

Ønsker du et forløb, kan du købe et klippekort på 5 gange (7½ time). Det koster 6.250 kr. Du sparer 500 kr.

Afbestillingsregler - hvad gælder?

Du skal melde afbud til en bestilt tid senest 24 timer før aftalt tid, uanset grund. Melder du afbud senere, kan jeg tage fuld pris.

Udebliver du uden afbud, fakturerer jeg sessionen til fuld pris. Har du klippekort, koster det et klip, svarende til prisen for sessionen.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

... og modtag løbende information om nye kurser, workshops og korte artikler.
TILMELD MIG
close-link
Tilmeld nyhedsbrev
Back To Top